Ikke den bedste dag på kontoret for B.93’s 1. Herresenior, der lørdag måtte se sig besejret 1-4 på Svanemølleanlægget. Hassan Elsayed reducerede for Østerbro-mandskabet.
B.93 – HIK 1-4 (0-2)
0-1 Jonatan Marvin Rindom (24′)
0-2 Oskar Høybye (12′)
0-3 Oskar Høybye (55′)
0-4 Oskar Høybye (72′)
1-4 Hassan Elsayed (74′)
Udvisning efter to gule kort: Tobias Harro Christensen (64′).
Svanemølleanlægget
94 tilskuere.
Kampen mod HIK var henvist til træningsanlægget, og det fungerer ikke på en dag, hvor det bare vælter ned med regn. Underlaget er fint og passer godt til B.93’s unge hold, men rammerne er på ingen måde optimale, og de mange tilskuere måtte affinde sig med at blive våde og omfavne regnen.
Der var store forventninger til kampen. B.93 har tre hjemmekampe i træk her til sidst i efteråret og med en ukuelig optimisme kunne vi måske slippe afsted med ni point og dermed forblive i toppen af 2. division.
Lad det være sagt med det samme. Det blev ikke dagen, hvor vi stak nogen steder hen, og det var heller ikke dagen hvor vi lignede et tophold, langtfra.
Der var lavet en del justeringer og ændringer på holdet, da der både var karantæner og sygdom. Det betød blandt andet, at vores centrale midtbane var næsten helt ny, fordi Mikkel Mouritz og Niels Morberg var ude med karantæne. I det centrale forsvar var der også debut til endnu en U19 spiller Denzel Akyirem, der trådte ind i start 11’eren.
Det blev de spildte chancers kamp for 93’erne. Hjemmeholdet havde en masse chancer, men kunne ikke ramme målet. Allerede efter nogle få minutters spil var Jeppe alene igennem i venstre side, men skuddet gik lige ved siden af den fjerne opstander.
HIK satte sig fra starten på kampen og lagde et højt pres på 93. De virkede meget opsatte og var indstillede på at give B.93 kamp til stregen. I det 12. minut kom der en dybdebold som Denzel Akyirem og Aris Vaporakis begge gik ud til, men desværre endte det med at blive en gratis bold til HIK’s Jonatan Rindom, som sparkede den sikkert i det tomme mål.
Efter målet kom ’93 bedre med i spillet. Kampen var lige og bølgede frem og tilbage. Souheib Dhaflaoui havde en stor chance sidst i 1. halvleg, men endnu engang gik den snert forbi opstanderen. HIK havde i øvrigt en anden Dhaflaoui på banen, nemlig Souheibs bror Youssef Dhaflaoui, og han spillede en ganske glimrende kamp.
Lige før pausen fik HIK endnu en gratis chance i højre side af B.93’ernes straffesparksfelt og efter en afdribling sparkede Oskar Høybye bolden fladt i det lange hjørne. Oskar Høybye skulle senere ende med at lave hattrick. Den scoring gjorde ondt, for B.93’erne var godt med i kampen.
B.93 satte sig på kampen fra 2. halvlegs start. De var klart spilstyrende og havde også en del chancer, men pludselig opstod der en ny chance til HIK, som var utrolig effektive. Et gennembrud i vores venstre side i det 55. minut, hvor bolden blev spillet på tværs og det var nemt at ramme og score for Oskar Høybye.
Hjemmeholdet var nu nødt til at forcere for at komme med i kampen igen. Tobias Harro Christensen som startede inde i kampe havde fået et gult kort tidligere i kampen. Efter en duel med Jonas Hebo i det 64. minut, som smart og klogt fik en situation til at ligne mord, fik Tobias sit andet gule og dermed rødt kort.
Herefter blev det svært for 93’erne. Thomas skiftede en del folk. Denzel Akyirem og Simon Schultz Christensen kom ud og blev erstattet af Hassan Elsayed og Rasmus Brodersen. I det 72. minut var Oskar Høybye desværre på spil igen. Med et smukt langskud øgede han føringen til 4-0.
B.93 fik reduceret kort efter i det 74. minut ved Hassan Elsayed på et smukt mål, hvor bolden tog indersiden af stolpen og gik ind.
I de sidste 15 minutter kom Tammer Bany Odeh og Vitus Holm ind istedet for Oliver Carrara og Souheib Dhaflaoui, men der var ikke meget at gøre for B.93’s unge hold i slutfasen.
Et øv resultat, som giver klubben og trænerteamet noget at tænke over med hensyn til fremtiden.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Simon Wæver
Søren Sørensen
Denzel Akyirem (ud 70′)
Simon Schultz Christensen (ud 70′)
Tobias Harro Christensen
Lauge Persson
Abdullah Iqbal
Souheib Dhaflaoui (ud 85′)
Oliver Carrara (ud 81′)
Jeppe Erenbjerg
På bænken
Rasmus Brodersen (ind 70′)
Marcus Korang
Hassan Elsayed (ind 70′)
Mican Atici
Tammer Bany Odeh (ind 81′)
Simon Rossil
Vitus Holm (ind 85′)
Referat v) Frank Nielsen.
Topfoto af Abdullah Iqbal under kampen: Christian Midtgaard.