Vælg en side

B.93 manglede de sidste procenter i kampen over hele linjen, så Kolding IF tog alle tre point med en 2-1 sejr. Nu er slutspillet kun blevet endnu mere spændende.

 

Kolding IF – B.93 2-1 (1-0)

1-0 Sebastian Sommer (11′)
2-0 Yao Dieudonne (51)
2-1 Frederik Høgh (86′)

Autocentralen Park
1.786 tilskuere.

B.93 startede kampen med meget højt pres for at lægge maksimalt pres på et forsvar der ellers har været meget solidt, lige indtil kampen om sub-toppen mod AB i forrige weekend, hvor det ellers så sikre Kolding IF bolværk lukkede tre mål ind.

I det 10. minut var der desværre dårlig kommunikation mellem forsvar og B.93 keeper Viktor Anker, hvilket resulterede i en tilbagelægning til målmanden, som Viktor samlede op. Det efterfølgende frispark blev tordnet højt i det nærmeste hjørne på trods af stort set hele Østerbro-holdet stod inde på stregen.

Et helt unødvendigt mål at lukke ind og 1-0 til koldingenserne.

Som forventet blev det et intenst spillet opgør med masser af små kampe i kampen, med hårdt spil og syngende tacklinger og gule kort primært til Kolding IF som resultat.

På dette tidspunkt i første halvleg var det også en kamp som foregik mest mellem felterne, så vi så meget lidt etableret spil i modstandernes tredjedel, mens Kolding IF var bedst i omgangen med bolden og det fysiske spil.

Det sortklædte B.93 mandskab havde svært ved at sammensætte det sædvanlige boldsikre spil med mange pasninger og kom tit for sent til andenboldene. Vi havde reelt ingen forsøg indenfor rammen, kun enkelte lige ved og næsten.

Det var således ikke ufortjent at Kolding IF gik til pause med en 1-0 føring efter en overvejende uskøn halvleg.

Efter pauseteen kom Kolding blæsende ud og lagde et højt pres på ’93’erne, som mest af alt virkede overraskede over tempoet, og efter ganske få minutter resulterede det i at en Kolding-spiller kunne afslutte efter at 93-forsvaret bakkede og bakkede, og den hvidklædte Kolding-spiller sparkede derfor på kassen, men midt i målet og på Viktor Anker.

Desværre blev returen slået ud i feltet, hvor Yao Dieudonne stod klar til at sparke den løse bold i rusen. 2-0 og helt igennem fortjent.

På dette tidspunkt havde B.93 stort set ikke haft et sammensat angreb, og selvom der var en chance efter hjørne som gik snert forbi Koldings mål, så ændrede det samlede indtryk sig ikke: Kolding var komfortable med spillestil og stilling, og Østerbro-holdet halsende efter i stort set alle facetter.

Chefræner Kim Engstrøm forsøgte at ryste posen og sendte den hidtil helt uprøvede Osvald Søe ind i midterforsvaret og Emmanuel Ogude ind til at sætte gang i offensiven. Det var i øvrigt blot 17-årige Osvalds første betydende kamp på seniorplan.

Kampbilledet blev dog ikke voldsomt ændret: Stadig ingen nævneværdige chancer og boldbesiddelse til B.93, men derimod en voksende bunke af kort af den gule slags, primært til B.93.

Andreas Heimer blev indskiftet efter en times spil. Foto: Christian Midtgaard.

Efter en time fik Andreas Heimer og Frederik Høgh chancen for at gøre en forskel og straks efter deres indskiftning fik vi vores hidtil største chance med et hovedstød fra Jacob Egeris efter en dødbold, som blev headet på overliggeren og desværre over mål. En scoring her havde lunet gevaldigt og givet ny luft til kampen.

Først efter omkring 80 minutters spil lykkedes det at få sat nogle muligheder sammen efter et vedvarende pres. Simon Wæver tog et af sine karakteristiske raids fra sin højre back, på tværs i Kolding-feltet og så en lækkert stikning bag forsvarskæden til indskiftede Rasmus Brodersen, som sendte den på tværs til Frederik Høgh, der sparkede den i nettet med en sikker venstre inderside afslutning.

1-2 efter en velkendt opskrift, og en dejlig udvikling på kampen, om end noget sent at få gang i det velkendte spil.

Det gav dog kun et begrænset udbytte, selvom slutningen af kampen blev mere spændende med en mængde hjørnespark og overraskende mange tillægsminutter. Men resultatet blev 2-1 til Kolding.

Som Østerbro-fan en temmeligt skuffende kamp. Heldigvis er der en lejlighed til at rette op allerede på mandag, hvor HIK kommer på besøg på Østerbro Stadion. Køb din billet og merchandise nu eller vent på din gratis adgang som ungdoms-, senior- eller passivt fodboldmedlem i B.93.

Udtalelse fra cheftræner Kim Engstrøm

– Vi er ærgerlige over resultatet. Det blev en kamp for meget på Koldings præmisser. Vi fik aldrig rigtigt flow i kampen.

– Vi forsøgte at sætte tempo i spillet, men de mange spilstop blev aldrig til vores fordel. Det gjorde, at Kolding kunne blive organiserede og på dagen må vi sige der var for mange, der ikke ramte topniveauet på bolden specielt på den sidste tredjedel af banen i dag.

– Det var en topkamp med masser af intensitet og dueller. Vi matchede kampen igennem dét som Kolding normalt er stærke til. Desværre ramte vi som sagt ikke det spillemæssige udtryk vi gerne ville i kampen.

– Vi er stadig med i toppen. I dag var et lille slag på udebane.

– Nu glæder vi os til at komme tilbage på Østerbro Stadion, hvor vi skal fortsætte vores jagt på en af de to øverste pladser i tabellen.

– Der er 11 kampe tilbage i sæsonen, og vi ligger rigtig godt til i tabellen. Så vi er meget fortrøstningsfulde inden vi går ind i slutspillet efter på mandag.

– Vi skal dog have tre point med mandag ind i slutspillet, så det er vores næste fokus.

B.93 TV fra kampen

Se Frederik Høghs mål fra en vinkel bag målet

Post-match interview med cheftræner Kim Engstrøm

Fra 2-division.dk/streaming

Holdet på banen

Viktor Anker

Simon Wæver
Jacob Egeris
Emil Christensen (ud 59′)
Abdullah Iqbal (ud 80′)

Niels Morberg (ud 75′)
Mikkel Mouritz

Ahmed Daghim (ud 59′)
Nicolaj Thomsen
Jeppe Erenbjerg

Tammer Bany (ud 75′)

På bænken

Aris Vaporakis
Rasmus Brodersen (ind 80′)
Frederik Høgh (ind 75′)
Osvald Søe (ind 59′)
Andreas Heimer (ind 75′)
Martin Conley
Emmanuel Ogude (ind 59′)

Kampreferat af Valdemar Jensen. 
Topfoto: Christian Midtgaard.
B.93 TV interview: Andreas Levisen Arildsen. B.93 TV af Frederik Høghs mål: Brian Nehm.
Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.