Vælg en side

B.93 måtte søndag se sig besejret 2-0 på Riisvangen Stadion. Det er nu endnu tættere i toppen af 2. division, hvor flere hold nu byder sig til.

 

Aarhus Fremad – B.93 2-0 (1-0)

1-0 Mathias Kubel (13′)
2-0 Lasse Hauge (74′)

Riisvangen Stadion
655 tilskuere.

Få chancer da B.93 vendte tomhændede hjem fra Aarhus

På Riisvangen Stadion fortsatte Aarhus Fremad de gode takter fra midtugens sensationssejr over Brøndby i pokalturneringen med en sejr på 2-0 over ellers så formstærke B.93.

Det blev en kamp med meget få muligheder til gæsterne, og faktisk var det ved at gå galt allerede efter to minutters spil, da B.93 smed bolden væk i opspillet, hvilket skabte en farlig situation foran Aris Vaporakis.

Så var 93’erne advaret, men et par minutter senere brændte det igen på, dog uden en scoring til følge. Søren Andreassens indlæg blev bremset og endte med en blød opsamling hos Vaporakis.

Tredje gang blev dog lykkens gang for hjemmeholdet, da Mathias Kubel fulgte op på sin scoring mod Brøndby med at sparke bolden forbi Vaporakis fra mellemdistancen efter et godt løb over en kvart banelængde. Da var der spillet 13 minutter, og B.93 havde knap været på modstanderens banehalvdel.

Det var nær blevet endnu værre for gæsterne, da B.93 keeper Aris Vaporakis ikke fik skilt sig ordentligt af med bolden. Lucas Froms forsøg på tom kasse fra distancen trillede heldigvis ved siden af stolpen.

Efter 27 minutter pressede Aarhus Fremad igen højt, og efter en bolderobring var Lucas From igen nærgående med et forsøg, som dog susede over mål.

Man skulle helt hen til kampens 29. minut, før gæsterne fik registreret deres første forsøg på mål. Jeppe Erenbjergs spark voldte ikke Thomas Hagelskjær problemer i Fremad-målet. B.93 kontrollerede derefter bolden mest resten af halvlegen, men kom ikke til store muligheder.

Kampen gik i dvale
Herefter gik kampen nærmest i dvale, og det må utvivlsomt have været en lettelse for B.93-spillerne at høre dommer Phillip Warburgs pausefløjt efter en første halvleg, som var langt under det høje niveau, man ellers har vænnet sig til i denne sæson.

Det sørgelige ved dén betragtning er, at det ikke blev bedre efter pausen. Hjemmeholdet vogtede nidkært over den smalle føring, og B.93 havde ikke evnerne på dagen til at skabe målchancer og dermed fremtvinge en udligning, selv om holdet kom ud med langt større energi efter pausefløjtet.

Og da målet til 2-0 faldt med ca. 20 minutter tilbage, anede man hvor det bar henad. Målmand Aris Vaporakis blev fanget, da en mellemting mellem et indlæg og en afslutning fra en spids vinkel blev rettet uheldigt af og endte med at blive kampens sidste mål, signeret kantspilleren Lasse Hauge. Denne har nu nettet to gange i denne sæson, foruden et ulyksaligt selvmål.

Så var de to topholds mellemværende reelt afgjort, men man må alligevel ærgre sig i gæsternes lejr, for umiddelbart efter 2-0 målet havde man en dobbeltchance for at få reduceret, hvilket måske kunne have skabt fornyet spænding om udfaldet.

Efter et godt indlæg i højre side ramte først Mikkel Mouritz overliggeren, hvorefter det efterfølgende indlæg ligeledes blev farligt. Et par minutter senere havde Oliver Carrara også mulighed for at reducere, men mere blev det ikke til, hverken på chance- eller målkontoen.

En svær udekamp i Aarhus blev tabt, men der er en ny chance for point, når B.93 på fredag aften tager imod Bk. Frem i et vaskeægte københavneropgør, hvor vi håber på ny sæsonrekord på Østerbro Stadion efter det flotte fremmøde til kampen mod Esbjerg fB.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler om kampen

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over at tabe kampen.

– Kampene mod Aarhus Fremad er altid tætte. Det er to hold der gerne vil spille fodbold. Da vi spillede hjemme på Østerbro vandt vi 1-0 på en dag, hvor Aarhus Fremad følte de skulle have haft mere ud af kampen.

– Vi sidder i dag med samme fornemmelse efter kampen. Vi får en dårlig start på kampen, hvor vi aldrig får sat spillet godt nok de første 25 minutter. Derfra kontrollerer vi kampen på bolden, dog uden at blive helt farlige nok i flere situationer.

– Vi kommer ud med langt større energi og power i anden halvleg, men mangler generelt lige den sidste kvalitet omkring deres felt i dag.

– Scoringen til 2-0 bliver rettet af og snyder Aris i målet. Den punkterer os lidt inde på banen, selvom vi kort efter rammer overliggeren.

– En topkamp, der blev afgjort på de små marginaler. Vi er aldrig tilfredse, når modstanderen scorer. Vi laver altid en fejl et eller andet sted på banen når modstanderen scorer. Så to scoringer imod der er selv forskyldt.

– Vi kigger nu frem mod en ny uge, og heldigvis allerede en ny kamp på hjemmebane fredag aften mod Bk. Frem.

– Vi er fortsat nr. 1. Det bliver ikke afgjort her i efteråret, men først til sidst i oprykningsspillet.

Fra 2-division.dk/streaming

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Sebastian Kroner (ud 71′)
Søren Sørensen
Abdullah Iqbal
Simon Schultz Christensen (ud 55′)

Niels Morberg (ud 77′)
Mikkel Mouritz

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen (ud 55′)
Ahmed Dahghim (ud 71′)

Tammer Bany

På bænken

Viktor Anker
Martin Conley (ind 71′)
Rasmus Brodersen (ind 55′)
Andreas Heimer (ind 77′)
Frederik Høgh (ind 55′)
Oliver Carrara (ind 71′)
Osvald Søe

Kampreferat af Henrik Hvillum.
Topfoto af en stærkt spillende Tammer Bany: Christian Midtgaard.

Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.