Vælg en side

B.93 – Kjellerup 3-1 (2-0)

1-0 Nicolai Olsen (4′)
2-0 Andreas Heimer (44′)
2-1 Sebastian Denius (49′)
3-1 Nicolai Olsen (70′)

Udvisninger: Anton Peterlin, B.93 (48′) og Jesper Nielsen, Kjellerup (86′).

Østerbro Stadion
156 tilskuere.

B.93 sluttede sæsonen af hjemme på Østerbro Stadion, hvor Kjellerup fra det midtjyske var modstanderen. Angrebsprofilen Emmanuel Ogude måtte dagen før kampen melde fra med en skade, så spørgsmålet var, hvem der skulle stå for de kreative og overraskende elementer i vores angrebsspil.

Det fik vi imidlertid svar på allerede i det fjerde minut. Med en vidunderlig chip-aflevering over gæsternes forsvarskæde fandt Andreas Heimer en fremstormede Nicolai “Pukki” Olsen. I et forsøg på at redde, hvad reddes kunne, kom Kjellerup-målmanden langt ud af sit mål, men ikke langt nok: “O” vippede køligt bolden over ham, hvorefter han enkelt kunne trille den i mål.

Det blev den festlige indledning på en første halvleg, hvor B.93 havde et tydeligt spilovertag, og også kom til et par fine muligheder ved blandt andre en særdeles veloplagt “Pukki” Olsen. Kjellerup stillede med ingen ringere end den tidligere Superliga-profil Thomas Røll i midterforsvaret. Uden på nogen måde at fornærme den rutinerede og glimrende boldspiller kan hurtighed af naturlige årsager ikke være den gamle rævs største styrke, og målet havde tydeligt vist, at bolden i dybden til vore hurtige, unge folk var et effektivt våben, så den opskrift blev der gjort ihærdige, men ikke altid vellykkede, forsøg på at følge.

Kjellerup, som vi har lært at kende som et godt boldspillende hold, var nu heller ikke ufarlige, når de med hurtige nålestiksangreb forsøgte at overrumple 93-forsvaret. Med et flot indgreb reddede Ronni Raun midtjydernes farligste gennembrudsforsøg i første halvleg.

Netop som første halvleg var ved at rinde ud, fik B.93 en betryggende 2-0-føring at gå til pause på. Igen var en herligt elegant spillende Andreas Heimer bagmanden. Det unge talent opfangede en bold på kanten af feltet, tog et træk, og sendte et smukt, følt indersidespark op på overliggerens underkant. Bolden dumpede ned i ryggen på den stakkels Kjellerup-målmand og lagde sig derpå til rette i rusen. 2-0 ved pausen.

Gæsterne kom dog hurtigt tilbage i kampen igen i begyndelsen af anden halvleg, og dét på dramatisk vis: Bolden blev braget på den ene opstander, returen sprang ud til en Kjellerup-spiller, hvis afslutning Anton Peterlin fik pareret. Desværre med armen. Straffespark. Kendelsen kunne bestemt forsvares, men at Peterlins forseelse også skulle udløse et rødt kort, var der vist ikke mange på Østerbro Stadion, der kunne se rimeligheden i.

Straffesparket fik en stærkt spillende Ronni Raun faktisk pareret, men Sebastian Debius var hurtigt over returen fra sit eget spark og reducerede. Kjellerup var ikke bare tilbage i kampen; de havde tilmed udsigt til næsten en hel halvleg i overtal.

Trods undertal lod B.93 sig ikke presse tilbage på banen, men spillede fornuftigt bolden rundt uden at satse så meget fremad banen som i første halvleg. Kjellerup havde dog et par giftige forsøg, men dem tog Raun sig sikkert af eller også kom en venlig overligger ham til hjælp.

Og selv om vi var i undertal, behøvede vi jo ikke at lægge taktikken med dybdeløb omkring midtjydernes midterforsvar helt på hylden. Med godt tyve minutter tilbage fandt Mikkel Mouritz med en flad stikning hvem andre end “Pukki” Olsen i dybden. Midt for mål prikkede han bolden over målmanden. 3-1, trods undertal.

Kort efter diskede Raun op med en ny pragtparade på en livsfarlig Kjellerup-afslutning fra kanten af feltet, og nu begyndte det efterhånden at blive svært for gæsterne at tro på, at der var noget at få med hjem fra Østerbro Stadion. Da anfører Jesper Nielsen sparkede bolden væk i irritation efter at der var fløjtet, indkasserede han sit andet gule kort. Med ti mod ti i slutfasen var B.93 tættere på scoring end Kjellerup, men det blev ved de 3-1 efter en underholdende tju-bang-kamp tilsat udvisningsdramatik.

B.93 slutter dermed sæsonen på femtepladsen efter en fin afslutning med ti point i de sidste fem kampe. En forårssæson, hvor det gik op og ned, men i sidste ende altså mest op for den hæderkronede gamle klub.

Holdet på banen

Ronni Raun

Mads Walter (ud 84′)
Adam Emme
Martin Heisterberg
Emil Farver

Anton Peterlin
Mikkel Mouritz
Andreas Heimer (ud 77′)

Peter Bjur (ud 60′)
Omar Roshani
Nicolai Olsen

På banen

Kristian Holm (ind 60′)
Mohammad Ali (ind 77′)
Aske Lundsgaard (ind 84′)
Victor Michaelsen

Kampreferat v) Mads Mazanti.