Trods en dramatisk afslutning og nærmest panikagtige scener i Esbjergs straffesparksfelt til sidst, lykkedes det ikke B.93 at indhente dagens gæster, som drog hjem til Vestjylland med en 2-1 sejr.
B.93 – Esbjerg fB 1-2 (0-1)
0-1 Elias Sørensen (28′)
1-1 Nicolaj Thomsen (61′)
1-2 Leonel Montano (76′)
Udvisning: Yacine Bourhane, Esbjerg fB (82′)
Østerbro Stadion
1.782 tilskuere.
Første hjemmebanenederlag åbner oprykningskampen
Der var nærmest en hel sæsons succes eller fiasko på spil, især for gæsterne fra Esbjerg, på et solbeskinnet Østerbro Stadion, som tog imod den fallerede storklub, som kæmper en brav kamp for at rykke derop, hvor selvforståelsen berettiger dem til at være.
Det har dog vist sig at være sværere end først antaget at gøre det af med modstanderne i landets tredjebedste række, og med blot tre sejre i de seneste ni kampe var det ”make or break” for dagens udehold.
Det var også dem, der startede bedst mod et ellers formstærkt B.93, som blot havde smidt point i én ligakamp i hele sæsonen. Det var så også netop mod dagens modstander i en 2-2 kamp i oktober.
Og gæsterne var tydeligt opsatte på at vise, at de havde forstået situationens alvor mod et sjældent passivt B.93, som ikke rigtig kunne få gang i de gode takter, som publikum på Østerbro Stadion ellers har vænnet sig til i dette forår.
Esbjerg var bedst i kampens åbning, og både Emil Holten og Elias Sørensen havde deres muligheder i kampens første halve time, uden det dog blev rigtig farligt. Lige indtil sidstnævnte nærmest ud af det blå fik en dybdeaflevering, som lige akkurat gav ham plads nok til, at han med sit tredje sæsonmål kunne passere en chanceløs Viktor Anker i ’93-målet.
Det var sådan set fortjent, i hvert fald vurderet på spilovertaget, selv om udeholdet ikke just havde vadet i chancer indtil da.
Til gengæld var der al mulig grund til at rose Byens Ægte Hold for responsen, for de hvidblusede vågnede i høj grad op til dåd efter ”baglænsmålet”.
Således var det sidste kvarter af første halvleg hjemmeholdets klart bedste periode i kampen. Niels Morberg viste initiativ, men sparkede over målet, mens Jeppe Erenbjerg burde have ramt plet, men missede kort inden pausen Så lød dommer Nicki Nordlund Hansens fløjte, men der var begrundet håb om et comeback efter pausen.
Endelig en Thomsen-scoring
Og det var præcis, hvad der skete!
Kim Engstrøms udvalgte kom godt ud til anden halvleg, og efter et første kvarter som spilstyrende kom hjemmeholdet fortjent på 1-1 efter et lille kvarter.
Efter flot pasningsspil og oplæg af Simon Wæver kunne Nicolaj Thomsen sætte indersiden på bolden til en simpel ”tap-in” og 1-1.
Dermed var forbandelsen brudt for B.93’s største profil, som ellers ikke havde scoret i 2023 overhovedet. Hans ottende sæsontræffer gav samtidig fornyet stemning og humør blandt de hele 1782 tilskuere, som fik en underholdende eftermiddag på Østerbro.
Desværre for de fleste af de fremmødte var det dog gæsterne, der på ny bragte sig foran, da der resterede et kvarter af ordinær spilletid.
Man kunne næsten kalde det en deluxe-udgave af B.93’s udligning, da Leonel Montano tyrede bolden forbi Viktor Anker efter en række hurtige afleveringer.
Montanos anden sæsontræffer blev herefter startskuddet til en veritabel gyserafslutning. Esbjergs Yacine Bourhane fik sit andet gule kort efter 82 minutter, og så var der ellers dømt stormløb mod målmand og anfører Lukas Jonssons mål.
Men hverken Tamer Bany, Jeppe Erenbjerg eller de to indskiftere Martin Conley og Jonathan Mathys havde held med deres afslutninger i kampens tillægstid, som endte med at blive på hele 10 minutter, da der undervejs havde været et længere spilstop, grundet en hovedskade til Esbjergs Isak Olafsson. Islændingen kom heldigvis på benene, men måtte omgående lade sig udskifte med Con Ouzounidis.
Trods de mange ekstraminutter lykkedes det alligevel ikke B.93 at få fremtvunget en udligning, hvilket betyder at der nu kun er fem point mellem nr. 1, Aarhus Fremad (som slog Thisted FC) og nr. 4 Esbjerg i 2. division.
Spændingsbarometeret er på 100%, og cheftræner Kim Engstrøm og hans spillere får muligheden for at revanchere sig for nederlaget allerede på næste lørdag, når der fløjtes op til endnu et topbrag, når netop Aarhus Fremad kommer forbi Østerbro stadion.
Og denne gang er det vist mest hjemmeholdet, som er presset til at vinde for at holde liv i oprykningsdrømmen …
Udtalelse fra cheftræner Kim Engstrøm
– Vi er først og fremmest ærgerlige over nederlaget.
– Vi får en mindre god start på kampen, hvor Esbjerg er klart i teten. Efter 0-1 scoringen imod, får vi bedre fat spillet. Vi får blandt andet skabt to rigtig gode muligheder.
– De her topkampe i oprykningsspillet bliver afgjort af de små marginaler, så der skal man score i sine gode perioder. Det får vi ikke gjort i første halvleg.
Anden halvleg er vi langt hen af vejen meget fint tilfredse med. Vi får trykket Esbjerg tilbage, og vi får fortjent udlignet.
– Så får Esbjerg scoret på et langskud hvor de nærmest ikke har været i nærheden af vores felt. De sidste 10 minutter presser vi på foran Esbjerg målet og bliver jo nærmest reddet på stregen i to omgange.
– Præstationen var langt hen ad vejen godkendt i dag. Vi vidste det ville blive tæt i oprykningsspillet. Vi holder fokus på os selv, og vores præstationer.
– Så venter der helt sikkert sejre forude.
B.93 TV: Post-match interview med cheftræner Kim Engstrøm
Se også
- Pre-match interview med cheftræner Kim Engstrøm
- Jeppe Erenbjergs chance efter 41 minutter af 1. halvleg
- Pause interview med transitions- og assistentræner Kasper Lorentzen
Fra 2-division.dk/streaming
Holdet på banen
Viktor Anker
Simon Wæver
Jacob Egeris
Emil Christensen (ud 86′)
Abdullah Iqbal (ud 92′)
Niels Morberg (ud 92′)
Mikkel Mouritz (ud 68′)
Jeppe Erenbjerg
Tammer Bany
Ahmed Daghim (ud 86′)
Nicolaj Thomsen
På bænken
Aris Vaporakis
Rasmus Brodersen (ind 92′)
Frederik Høgh (ind 86′)
Osvald Søe (ind 86′)
Milan Silva Rasmussen
Martin Conley (ind 68′)
Jonathan Mathys (ind 92′)
Kampreferat: Henrik Hvillum.
Topfoto og supplerende foto: Kim Gudmand.
Serviceinformation: Se de aktuelle spillernumre eller print fra Word-dokument og PDF, webred.