Vælg en side

Sportschef Frank Nielsen evaluerer i sin klumme efteråret 2015, webred.:

Så er efteråret slut, og vi kan evaluere vores resultater og gøre status. Alle kender efterhånden forudsætningerne for starten på efterårssæsonen, og set i lyset af det er jeg tilfreds med hvor vi er kommet til.

B.93 vil det hele. Vi er den lille, som gerne vil lege med de store, uden vi har økonomien og rammerne til at kunne være helt med. Alligevel er vores udgangspunkt at være elitære og have store ambitioner. Det gælder ikke mindst for klubbens flagskib 1.holdet, men også hele vejen ned i vores ungdomsrækker. Vi er slet ikke realistiske, og burde ret beset heller ikke kunne leve op til alle vores mål og forventninger, alligevel så skal og vil vi. Det skal der ikke ændres på. Det har altid været klubbens styrke, at vi på trods af rammerne og økonomien har formået at være godt med på alle fronter.

Vi vil både talentudvikle og give de unge chancen på 1. holdet samtidig med, at vi gerne vil rykke op i 1. division. Er det realistisk og muligt?

Vi kom ikke med i den bedste række til foråret i 2. division, selvom det var et mål. Vi synes vi havde spillermaterialet til det, men må konstatere, at vi aldrig ramte et højt bundniveau og fik spillet den nye trup ordentligt sammen. Der var alligevel for mange udfordringer efter B.93 Kontraktfodbold ApS pludselig stod uden ejere, og klubben måtte ty til en masse gode og dedikerede klubfolk til at holde sammen på det. Set i lyset af udfordringerne og præmissen, så er jeg sgu okay stolt og tilfreds med hvor vi er.

Der er kommet gode nye innovative ejere til B.93 Kontraktfodbold ApS, og de er langsomt men sikkert ved at sætte sit præg på det kommende B.93. Det tror jeg, at vi alle skal se frem til. De har allerede fundet den gode ’93 ånd, store ambitioner og en stor tro på de værdier, vi har i klubben. De vil forene hele klubben og gøre os til en stærk enhed, hvor klubben hænger sammen, som den talentudviklingsklub vi skal være.

Hvad skal vi måles på, alle os som er ansvarlige for klubbens divisionshold?

Vi skal måles på primært to ting:

1) Resultater
2) Talentudvikling.

Den præmis accepterer og erkender jeg. Kan begge ting lade sig gøre i en lille klub som vores og med de rammer og økonomi vi har?

Jeg møder mange kollegaer fra andre klubber som ikke tror det. Vi vil for meget og ender med at sætte os mellem to stole. Med rette kan vi også konstatere, at 1. holdet har manglet stabilitet, og derfor bliver vores resultater og præstationer meget svingende.

Jeg synes dog ikke det ene udelukker det andet. Vi skal bare være bedre til at finde en balance og et koncept, som gør divisionsholdet mere stabilt og har en kerne af solide rutinerede spillere. Vi vil i foråret arbejde på at finde den balance i vores trupsammensætning, så vi både har plads til de unge talenter, men også spillere som både er gode til at integrere de unge spillere, og som kan bære holdet i kraft af deres egne fodboldmæssige kvaliteter.

Jeg forstår, hvis vi bliver bedømt efter vores resultater. Men vi skal også bedømmes på vores evne og vilje til at integrere vores egne talentudviklingsspillere. På den front har vi været gode, mange spillere har fået chancen og har forstået at slå til. Vi har fået flere med på diverse U-landshold, og vi har netop haft Andreas Heimer på et træningsophold i Zwolle, så vi er godt med på den front.

Lad mig slå fast: Divisionsholdet kommer aldrig til at rykke op udelukkende på talentudviklingsspillere. Men vi kan rykke op med den rette trupsammensætning. Det er målsætningen, både for den sportslige ledelses og B.93 Kontraktfodbold ApS.

Netop nu træner holdet fortsat. Vi deltager i en lille træningsturnering og vil træne frem til d. 17 december, hvorefter vi sender holdet på en fortjent juleferie.

I den sportslige ledelse har vi travlt nu. Aftaler med trænere og spillere skal på plads. Nogle skal forlænges, nogle vil forlade os og nye vil komme til. Mit mål er igen, at vi får den rette sammensætning med udgangspunkt i de mål og ambitioner, jeg tidligere har omtalt.

Når vi starter op i starten af januar har vi fundet vores trup for foråret, og jeg kan allerede love, at der vil blive ændringer. Truppen vil blive lidt mindre, og vi vil igen arbejde efter at få den rette sammensætning, både på og udenfor banen.

Yderligere oplysninger

Frank Nielsen
Sportschef
Mobil: 60 64 47 50
frank@b93.dk

 

 

Se tidligere klummer fra sportschefen.