Vælg en side

Marienlyst – B.93 3-1 (3-0)

1-o Mads Aasgaard (28′)
2-0 Chris Hansen (36′)
3-0 Chris Hansen (45′)
3-1 Olcay Senoglu (81′)

Marienlystcentret (kunstgræs)
298 tilskuere.

Optakten til kampen i Odense-forstaden Marienlyst var kaotisk, da spillerbussen (for anden udekamp i træk!) først ankom stærkt forsinket til afhentningsstedet ved klubhuset. Selv om kampen blev udsat med et kvarter, måtte spillerne klæde om i bussen for at blive klar til tiden.

Da kampen endelig kom i gang, var det det hvidblusede hjemmehold, der viste klart mest vilje og engagement. I kampens indledning præsterede B.93 ganske vist et par gode angreb, der nær havde ført til åbne muligheder, men det var generelt fynboerne, der havde initiativet i første halvleg.

Efter et par nærgående forsøg bragte hjemmeholdet sig da også fortjent i front i det 28. minut, da et indlæg fra venstre blev ekspederet skråt bagud til en udækket Mads Aasgaard, der fra kanten af feltet smukt drejede bolden op i fjerneste målhjørne med et følt indersidespark.

Et passivt B.93-hold magtede i denne fase slet ikke at dæmme op for odenseanernes hurtige og direkte spil. Chris Hansen fik lov at smutte igennem i feltets venstre angrebsside og kunne ubesværet sende bolden fladt ind i lange hjørne til 2-0. Og minsandten om ikke samme Chris Hansen på ny fik frit spil kort før pausen, hvor han smuttede igennem på en stikning i dybden. Samme fremgangsmåde: Bolden fladt over i det lange hjørne. 3-0, tak for kaffe.

Der blev talt med store bogstaver af træner Rutkjær i omklædningsrummet. Christoffersen og Drost, der havde udgjort vores højre side i første halvleg blev skiftet ud med Heidelbach og Nørgaard.

Selv om slaget i praksis var tabt, fik B.93 dog hanket op i sig selv og viste langt mere gejst i anden halvleg, mens hjemmeholdet gik lidt ned i tempo. Begge hold havde et par muligheder til yderligere scoringer, men det endte med at blive Olcay Senoglu, der udnyttede en ripost efter et forsøg fra indskiftede Nicolai Olsen til at pynte på resultatet. Men alt i alt: En fuldt fortjent sejr til Marienlyst efter en alt andet end eventyrlig tur til udkanten af en vis eventyrdigters hjemby.

Miraklet Mirabel: “Vi kan ikke bortforklare dette nederlag med en dårlig optakt til kampen. Det, vi præsterede i første halvleg, var for dårligt. Vi gav dem nogle nemme mål, og selv om vi viste bedre indstilling og var bedre rent taktisk i anden halvleg, havde vi givet alt for meget væk i første halvleg til at vi kunne vende kampen.”

Holdet på banen

Ronni Raun

Sean Elliot Christoffersen (ud 46′)
Marco Holst
Mads Nielsen
Jens Riis

Andreas Kaltoft
Danny Mirabel

Oliver Drost (ud 46′)
Kristian Karsum
Nico Jørgensen (ud 78′)

Olcay Senoglu

På bænken

Mads Heidelbach (ind 46′)
Frederik Nørgaard (ind 46′)
Nicolai Olsen (ind 78′)
Omar Roshani
Mark Lauenborg
Nicolas Nielsen

Kampreferat v) Mads Mazanti.

B.93 TV i forbindelse med kampen

Ronni Raun kommenterede nederlaget til B.93 TV efter busturen hjem fra Fyn.