Vælg en side

Assistenttræner Lasse Frølund leverer igen evaluering af seneste kamp i Tønder og ser frem mod weekendens opgør mod Dalum.

Det er stadig teoretisk muligt at nå 1. pladsen. Vi giver ordet til Lasse.

Lasse Frølund om Dalum kampen

Endnu en overbevisende indsats i Tønder, som på skærmen virkede til at være en fin arbejdssejr, hvor alle steppede op, en ung spiller som Abdullah Iqbal gik uimponeret til værks fra sin plads i start 11’eren, og selv om FC Sydvest havde et par chancer, så føltes det som om I var i fin kontrol. Havde I samme fornemmelse på træner bænken?

– Det var en dejlig sejr i Tønder, men vi havde ikke fornemmelsen af, at vi var i kontrol med kampen.

– Det var, især i første halvleg, alt for åbent for vores smag. Vi skaber en masse chancer offensivt, og det er vi meget tilfredse med, men det har været et meget stort fokuspunkt at være i bedre kontrol med kampen.

Nu venter Dalum lørdag. Top 6 er sikret og drømmen om direkte oprykning lever, indtil andet er bevist fra Jammerbugt FC’s side. Måske de scorer på hovedstød i overtiden igen … Fortæl os hvad I tænker om de sidste kampe, sæsonen hidtil og hvordan I forbereder truppen på at give den max gas i de tre sidste kampe i troen på miraklet kan ske?

– Først og fremmest er vi meget tilfredse med at det er lykkedes os at sikre top 6 med tre kampe tilbage af sæsonen.

– Det synes vi ganske ydmygt er en rigtig flot præstation, og de største roser skal sendes ud til truppen, som lægger så flot en bund i de præstationer, som er leveret ind til videre i sæsonen som gør, at vi har et rigtig flot bundniveau.

– I forhold til at forberede truppen på at holde fokus i de tre sidste kampe, er det ikke noget vi har udfordringer med. Spillernes ærgerrighed efter at jagte de gode præstationer efterlader os med god ro i maven.

– Vi har tre svære kampe tilbage mod tre hold, som alle, ligesom os, har meget på spil, så det bliver helt sikkert spændende opgør.

Dumt spørgsmål: Ser I frem til opbakningen fra egne fans på Østerbravo Stadion igen? Mere seriøst: Fortæl os, hvad det betyder på banen at blive båret frem af trommen fra Terrassen ...

– Vi er sindsygt glade for at have spillet foran de fantastiske fans på Østerbro Stadion i de seneste to hjemmekampe.

– Den stemning vi oplever fra Terrassen gør ganske simpelt, at der er en verden til forskel i forhold til at spille på hjemmebane fremfor udebane.

– Vi synes generelt at spillerne er rigtig gode til at levere med den rette intensitet, men vi kan sagtens se, at det betyder meget for alle at levere for vores fantastiske fans – og for dem vil vi gøre alt for at slutte af med to hjemmesejre.

Er der særlige opmærksomhedspunkter hos Dalum, som I har forberedt jer på i ugens løb?

– Ja. Vi forbereder os altid godt på vores modstandere, og så er det op til os at klæde spillerne bedst muligt på, så de får gode forudsætninger for at lykkedes.

Topfoto af Rasmus Brodersen og portrætfoto af Lasse Frølund: Christian Midtgaard.