Vælg en side

B.93 – Slagelse 1-1 (0-0)

1-0 Nicolai Olsen (46’)
1-1 Jacob Pind (76’)

Udvisning: Godwin McKay (76′)

Østerbro Stadion
294 tilskuere.

Denne flotte dag det gamle stadion bød på en modstander som lidt uventet var tophold, nemlig traditionsklubben Slagelse. For hjemmeholdet gjaldt det om at få tre vigtige points for at kunne blive i topstriden og få gjort kål på det frustrerende hjemmebanekompleks, som indtil nu udelukkende har budt på nederlag.

Vi startede hårdt ud med en voldsom tackling i det andet minut af Godwin McKay, en forseelse som kastede et gult kort af sig. Det skulle vise sig at få afgørende betydning senere i kampen.

I første fase af kampen var der et flot pres på Slagelse, som slet ikke fik fat i spillet, og det eksemplificeredes i det niende minut med et fornemt indlæg fra kanten og efterfølgende hovedstød indenfor rammen, som Slagelses målmand dog greb uden de store problemer.

I dag var der tilsyneladende fokus på lange løb på kanterne og især Matthias Andersen på venstre back havde nogle gode rush, men oftest manglede der lidt kontakt med en modtager i feltet.

Bedst var sammenspillet med især Nicolai Olsen, som igen i dag var i et formidabelt spillehumør, og i midten af halvlegen var der igen og igen fine sammenspil mellem de to.

Efter det indledende pres fra ‘93 begyndte Slagelse efter en halv times spil at få styr på midten og det udnyttede de til at presse os helt i bund i en kort periode, blandt andet med fire hjørnespark i træk, hvor vi havde svært ved at få bolden ud af forsvarszonen.

En ganske lige halvleg, men dog med overvægt i spil og chancer endte uden scoringer.

Så var der anderledes gang i den fra anden halvlegs start: 46. minut, en fuldstændigt fremragende aflevering fra Hegaard i bagkæden til Kofoed, som tager den med i feltet og bliver fældet, straffe!

O scorede sikkert ved at sende målmanden den forkerte vej, 0-1!

I det hele taget havde Morten Heegaard en glimrende kamp, vel den klart bedste siden hans ankomst til klubben.

Minuttet efter viste vi igen tænder i et fabelagtigt opspil mellem Aske, Mileta som fra baglinien finder Nicolai Olsen i feltet – men O sparker desværre millimetre over det fjerne kryds, sikke et sammenspil og sikke en chance.

Igen i det 56. minut var der voldsomt pres på Slagelses mål, som dog ikke bliver afsluttet effektivt. Det ender med en kontra ned mod Conrados mål, men bliver trevlet op.

Aske Lundsgaard havde en rigtig solid eftermiddag og var gentagne gange en del af det fremadrettede spil, som virkede mere direkte og målsøgende end foregående kampe, for eksempel i det 63. minut med en flot aflevering til Matthias Andersen i dybden og et efterfølgende fladt indlæg i feltet, som desværre bliver sparket væk lige inden en hvid fod kan sende den obver stregen.

Vi skulle helt hen til det 67. minut, før vi fik Slagelses første forsøg indenfor rammen. Et spark langt udefra lige i hænderne på Conrado. Det var symptomatisk for en del boldbesiddelse i Slagelses favør, men det lykkedes faktisk at holde dem fra fadet med stenhårdt defensivt arbejde.

I det 76. minut kom der så en kampafgørende afgørelse: Godwin McKay går ned i en tackling lige udenfor Slagelses felt, og får sin anden advarsel efter hvad der lignede en noget hård beslutning af dommeren. Det betød, at vi skulle spille det sidste kvarter med en mand i undertal, og i den efterfølgende forvirring fik Slagelse udlignet 15 sekunder efter udvisningen efter noget pingpong og deres nærmest første farlige spark, 1-1.

Ærgerligt og ret ufortjent.

Helt naturligt blev initiativet overladt til Slagelse, men det virkede en anelse desperat, da gæsterne to minutter før tid appellerede for straffe, da en bold udefra blev sparket op på Hegaards arm. Heldigvis var dommeren kold og lod sig ikke påvirke.

Afslutningsfasen blev lidt hektisk med henholdsvis et hårdt spark laaaangt ude fra mod Conrados mål, som han dog kan se hele vejen og parere til hjørne, og for vores vedkommende en kontra efter et mislykket hjørne, som dommeren dog stoppede ved at fløjte af.

Alt i alt den mest mest helstøbte og homogene indsats i denne sæson, og med den opadgående formkurve vi har set de sidste kampe skal det nok blive godt.

Ingen svage præstationer, men fremhæves skal især Morten Hegaard, Aske Lundsgaard og Nicolai Olsen.

Sidstnævnte blev helt fortjent kåret som Man of the Match af den altid fabelagtigt medlevende Fanklub, og han var nøgternt set mindst en halv klasse over alle andre på banen i dag.

På trods af hvad der føles som en pointtab på hjemmebane er der grund til tilfredshed efter at have slået hjemmebanekomplekset halvt i stykker – klap jer selv på skuldrene, manne.

Holdet på banen

Conrado da Costa Januario

Kemson Fofanah
Morten Hegaard
Christian Stokholm
Matthias Andersen

Godwin McKay
Aske Lundsgaard
Nicolai Olsen

Omar Roshani
Fredrik Kofoed (ud 72’)
Mileta Rajetovic

På bænken

Victor Michaelsen
Emil Dyre Nielsen (ind 72’)
Joseph Kamara
Carl Emil Kristensen
Niels Morberg

Kampreferat v) Valdemar Jensen.