Sofie Bruun Bredgaard og Selma L. Svendsen (th.), der begge spiller fast for B.93’s 1. divisionskvinder, er ved at etablere sig på U19-landsholdet.
De debuterede for nylig i to testkampe mod England og er nu med i truppen til U19 EM-kvalifikationskampene mod Kosovo, Tyrkiet og Ungarn, der spilles i Tyrkiet fra slutningen af september.
B.93’s sportchef Lars Møller
– Vi er stolte over, når spillere fra klubben bliver udtaget til U19-landsholdet og andre landshold. Selma Svendsen og Sofie Bredgaard er to åbenlyse talenter, som begge har store kvaliteter, der med hårdt arbejde kan føre dem til mange spændende muligheder i fremtiden.
– De er trods en alder på hhv. 17 og 18 år begge faste spillere på vores seniorhold og gør så absolut en forskel i hver sin ende af banen. Så det er fuldt fortjent, at de er udtaget til U19-landsholdet.
– Oplevelser som dem, de får på U19-landsholdet på internationalt niveau, er med til at udvikle dem yderligere, og det nyder vi godt af i B.93.
Cheftræner Anders Vang
– Selma og Sofie er begge rigtig dygtige – og de er ikke mindst to spillere, som på hver deres position har et tydeligt B.93-præget fodbold-DNA, som vi værdsætter og tilstræber, at alle vores spillere skal have. Derfor er det ekstra glædeligt, at det er disse typer, som bliver belønnet for deres måde af spille fodbold på.
Af Tage Majland