Klubben ser frem til at få den erfarne spiller med i 1. Herresenior truppen.
Spændende perspektiver for truppen. Nicolaj Thomsen har valgt at blive en del af truppen. B.93 har skrevet en to-årig kontrakt med Nicolaj Thomsen.
Sportsdirektør Martin Møller Jensen udtaler
– Vi har fået en ekstraordinær mulighed for at tilknytte en topspiller i sin bedste alder til vores trup.
– Det siger sig selv, at Nicolaj vil forstærke vores gruppe og miljø fra dag 1, og han vil kunne hjælpe os med at sætte endnu mere fart på den udvikling som holdet har gennemgået det seneste år.
– Jeg er overbevist om at Nicolaj vil passe perfekt ind, både som spillertype, men især også som menneske.
Nicolaj Thomsen udtaler
– Jeg har brugt den seneste tid på at mærke efter hvad jeg allermest har brug for. Glæden ved fodbold og ved at leve i nuet.
– Jeg har igennem min karriere været alt for fokuseret på næste karriereskridt – og næste igen. Nu har jeg brug for en base, hvor jeg kan folde mig ud, og være fodboldspiller på lige præcis den måde, jeg har lyst til at være.
– Derfor har jeg i dag skrevet kontrakt med B.93. En klub med stolte traditioner og værdier, som jeg kan se mig selv i.
– Med en ung spillertrup, som jeg glæder mig til at blive en del af, og som jeg håber jeg kan være med til at hjælpe med at nå næste niveau.
Vi glæder os til at se Nicolaj på træningsbanen på Svanemølleanlægget og Østerbro Stadion.
Se også Nicolaj Thomsens spillerprofil side. Nicolaj får nr. 27 på ryggen af B.93 trøjen.
B.93 TV: Velkomstinterview med Nicolaj Thomsen
Fanklubforman Brian Nehm fangede Nicolaj Thomsen på Svanemølleanlægget efter den første formiddagstræning med truppen mandag 19. september 2022.
Topfoto af Nicolaj Thomsen og Martin Møller Jensen og portrætfoto af Nicolaj Thomsen: Jonas Ratzer. Portrætfoto af Martin Møller Jensen: Christian Midtgaard. B.93 TV velkomstinterview: Brian Nehm.